søndag den 3. juni 2012

I morgen skal vi hjem...

Vi har tilbragt 9 dejlige dage i New York og er klar til at vende snuden hjem mod Danmark i morgen aften.
New York har været en rigtig god oplevelse, trods det til tider hårde i at holde storbyferie med børn. 9 dage er gået med lange vandreture, gængse turistattraktioner, park-besøg og meget dyre café-besøg! Sommeren kom til New York sammen med os, så her har vi oplevet de højeste temperaturer på hele rejsen - inklusiv Den Dominikanske Republik! Selvom det selvfølgelig kan gøre de lange gåture lidt hårdere, så har det været fantastisk med godt vejr. De fleste legepladser har små springvand til børneleg, og i Central Parks største legeplads fandt vi et mindre vand-lege-land. Det gjorde lykke:-)
New York er en fantastisk by - helt usamlignlig med noget andet. Det er bombe af sammensatte nationaliteter, som præger bybilledet og stemningen. En bydel i New York er nærmest en by i sig selv. Glem alt om centrum eller en by-midte, for selvom der findes en Midtown, så har hver bydel sin midtown og man fornemmer at der kunne ligge store arealer mellem de forskellige bydele.
Kulturen her er også noget helt andet, end vi ellers har oplevet i USA. Her går alting lidt stærkere, hvilket også betyder, at den gæstfrihed og tålmodighed vi ellers synes at have oplevet på vores rejse, er lidt mindre. Man får ind imellem fornemmelsen af, at nogle new yorkere er lidt træt af turister. Vi (læs Jens) har flere gange måtte spørge forskelligt servicepersonale, om der er nogen grund til den fjendtlige, nogle gange direkte ubehagelige adfærd. Heldigvis har det ikke været en dominerende attitude, og måske ser vi den også mere udtalt, fordi vi i halvanden måned kun har mødt brede smil og hjælpsomhed.
Har man pengepungen fuld, skal man besøge New York. For den madglade er her et hav af food-markets. Man kan købe al slags mad og af kvaliteter, der er den største feinsmecker værdig. Derudover finder man hyggelige caféer og utrolig lækre butikker - både de meget dyre og de lidt billigere! For den kunstglade er her en utrolig samling af kæmpe museer, der både har en kunstnerisk og arkitektonisk værdig. Sidst men ikke mindst er der byens bygninger, gader, pladser, parker og alle dens mennesker, som er et studie i sig selv.

Vi har nydt at være her, men er også lidt trætte nu og glæder os rigtig rigtig meget til at komme hjem:-)

Mange tak til alle jer der læste med og alle jer der sendte beskeder til os på denne blog. Vi glæder os til at se jer i Hørsholm til kaffe og fotoshow.

Frida, Nanna, Aske, Anne & Jens



søndag den 27. maj 2012

Blåmalet træer på én af pladserne i Seattle
Hej igen!

Af årsager vi ikke kender, så er det ikke længere muligt for os at uploade billeder til bloggen i en ordentlig størrelse!!!!  I det hele taget, har vi været ramt af tekniske problemer med denne blog!!!

Vores sidste rejsebeskrivelser bliver derfor med meget små billeder :-(

Det er en skam, for vi bliver ved med at se fantastiske bygninger og naturfænomener. Men så har vi da en grund til at invitere dem der har lyst til billedfremvisning, når vi kommer hjem :-)
Én af de mange broer i Vancover - en meget fin by
Sidste indlæg sluttede med vores Vancouver-besøg og med glæden over godt vejr. 






Et par glade unger, på vej gennem Vancouver






På vej mod Seattle
Det gode vejr fulgte os desværre ikke til Seattle, så for første gang på vores rejse begrænsede vejret os og vi måtte ændre planer. Det betød at en planlagt hval-safari i den nordvest amerikanske skærgård, måtte aflyses. Men ellers trodsede vi regnen og fik rigtig meget ud af vores Seattle-besøg alligevel. Egentlig var vi på dette tidspunkt lidt trætte af at være på farten og undersøge nye steder og planlægge nye besøg (dette sagt med fare for at lyde meget forkælet:-)), så Seattle var ikke et af de stop, vi havde sat os mest op til. Det viste sig dog at være en rigtig dejlig by også. Byen er overskuelig i størrelsen, hvilket er en stor fordel, når man er på by-ferie med små børn. De fleste attraktioner lå indenfor gå-afstand og byen har gjort det nemt at være turist. Byen er kendt for sin musik-traditioner. Det er hjemby for Jimi Hendrix, Niravana, Pearl Jam, Foot Fighters bare for at nævne nogle få. Så alle steder fornemmer man en stolt musik-tradition. De glade 90'ere, hvor grunge-musikken gav enhver ung mulighed for at slippe alle spændninger ud, blev altså grundlagt her. Det er nok ikke helt tilfældigt at det lige netop er i Seattle at grunge-stilen blev født, da det må være en udfordring at være ung i en by, hvor det regne det meste af årets 365 dage!
Vi oplevede dog en stor mangel i Seattle - mulighed for at bo i en camper! Så efter to dage på noget der mindede mere om en parkeringsplads end en campingplads, tog vi beslutningen om at flotte os og bo på hotel de sidste to dage inden, vi skulle videre. Og hvilken lykke... Det var en perfekt måde at afslutte den del af rejsen. Samt meget mere praktisk at tømme bilen ind på et hotelværelse for derefter at pakke vores mange kufferter!!

Ud over at have set og oplevet ting, der er svære at finde dækkende superlativer til, så har vi også lært en masse nye campingudtryk, så som: full hook up, pull through site, sewer, motorhomes med 'slides out', military-discount (inkl. dansk politi)...  osv... 


Vores motorhome-rejse er nu tilendegjort - vi kørte i alt, ca. 4500 miles = ca. 7200 km, 42 dage !! 

Vi startede i San Fransisco. Kørte ned til San Diego på grænsen til Mexico. Kørte nordvest på, ind i landet til Las Vegas- Derefter mod Colorado til Grand Canyon. Derfra gennem USA's største indianerreservat til byen Page ved Lake Powell . Derfra til Mesa Verde Nationlpark hvor vi oplevede 1000 år gammel indianerkultur. Kort derfra nåede vi byen Moab ved Arches Nationalpark. Fra denne fantastiske oplevelse nåede vi efter et par dages kørsel til Denver, hvor vi overnattede hos nogle utrolig gæstfrie mennesker, som vi var heldige at møde på den Dominikanske Republik. Fra Denver kørte vi stik nord, gennem staten Wyoming til vi nåede Yellow Stone Nationalpark. Fra nu af blev det mærkbart køligere. Vi trak i de lange bukser og måtte have varme på bilen natten igennem. Efter en stor stor naturoplevelse i Yellow Stones bjergrige, flodrige og dyrerige landskab begyndte turen at nå vejs ende!  Vi kørte nu mod vest i retning af Vancouver og til sidst Seattle!!   En lang og ualmindelig indholdsrig køretur - ca. halvdelen af USA er rundet - følgende stater er tilbagelagt,

Californien, Nevada, Arizona, Utah, Colorado, New Mexico, Wyoming, Montana, Idaho, Washington. Et smut ind i Canada. Og i skrivende stund sidder jeg i vores hyggelige lille New Yorker-lejlighed i staten, New Jersey.  11 stater blev det til (i denne omgang !!)

Vi bor oppe på 1. sal
Den sidste bid af rejsekagen er taget, Vi er flyttet ind i en lille lejlighed på Manhatten, i bydelen, East Village. Vi bor på adressen: 3. street nr. 78, mellem 1. Ave og 2. Ave. Vi har ca. 3 kilometer til hjertet NYC :-)   


Om lidt mere end 1 uge er vi tilbage på Åbredden med vasketøj og mogentrætte skolebørn, forsinkede kystbanetog og sene aftentimer bag comuteren i et forsøg på, at forberede mogendagens arbejdsopgaver 


Vi vil fortsat skrive her på bloggen en. Jeg vil fortsat arbejde intenst på, at gennemskue hvorfor man ikke kan uploade fotos!!   Vi ses :-)




Hov!!!!  Nu kan man...!?  Men kun i et meget lille format - klik på billedet - så bliver det måske lidt større!?

New York - here we come !



tirsdag den 22. maj 2012

Yellowstone - Vancouver

Vi forlod Yellow Stone med kursen mod Vancouver og Seattle for mange mange dage siden. Intentionen var at nå Vancouver på et par dag, men efter en dagslang kørertur og endnu en campingplads blev vi enige om at fejre morsdag med manér. Det blev til en et hotelophold på Fairmont Hot Spring midt i Montanas højland. Ren luksus med eget toilet og bad, massage til moderen og vandrutchebane og varmt poolvand til børnene. Skønt med et lille afbræk i camperlivet.




Derefter gik turen mod Vancouver, dog med lidt forsinkelse...Den bil vi i sin tid modtog i San Francisco har på intet tidspunkt været i topform, den sidste uges tid har den tøvet mere og mere med at starte og da vi nåede nord for Seattle på en parkeringsplads (heldigvis foran en Starbuck Kaffebar) stoppede motoren, for ikke at starte igen! Fem-seks timer senere og i en ny autocamper, som Jens havde hentet et eller andet sted i Seattle, kunne vi kører videre! Denne gang fik vi dog en bil, der var nogenlunde ren! Morale: lej aldrig bil gennem Cruise America.



Vi nåede dog Vancouver og endnu en gang uden kort over byen eller GPS fandt vi igennem byens begyndende natteliv og ved hjælp af alles gode råd, hen til campingpladsen. En plads midt i byens indianerreservat, der prydes af skilte alle steder med advarsler om, ikke at bevæge sig ind på området og i så fald på eget ansvar!!! Så da vi ankom efter mørkets frembrud, blev vi enige om kun at blive en enkelt nat. Vores fordomme og forventninger blev dog gjort til skamme. Stedet er rigtig hyggeligt (og rent!) og meget central.
Byen er lige på den anden side af fjorden og hvilken by. Byen består, lidt ligesom San Diego, af en masse by-dele delt af bugte og fjorde og som San Francisco er den bakket og med sporvogne, og så som ingen anden storby vi har set afløses højhusenes skyline af de høje bjerge der rejser sig i byens baghave. Det er ikke en arkitektonisk smuk by, men dens beliggenhed er utrolig smuk og dens byplanlægning gør det nemt at overskue, bruge og komme rundt.

Her er Granville Island, en chamerende gammel industri-ø midt i byen, der nu huser små gallerier, markeder og et hav af gademusikere. Her er den pæne bydel, hvor forretningsfolk og turister drikker café latte og nyder den mondæne coastline. så er der øen Stanlay Park, som er mere end hvad vi forstår ved park. Et kæmpe kuperet skovområde, der huser alt fra totempark til strande til museer og store naturområder. Vi har været heldige med vejret, for folk siger at solen normalt ikke skinner så meget. Måske er det derfor, der er så fuldt af liv. Som det kan læses har vores Vancouverophold været en stor succes, men det er nu på tide at drage sydpå til Seattle, hvor vi vil nyde vores sidste dage som nomadefolk, inden vi flyver til New York. Vi glæder os til at opleve denne storby, og så er vi efterhånden også begyndt at glæde os til at komme hjem:-)

NB:  grundet tekniske problemer, kan vi ikke uploade billeder til dette indlæg!!!!


mandag den 14. maj 2012

Yellowstone National Park

Endnu et nationalpark-besøg er gennemført...






Yellowstone er juvelen blandt de amerikanske nationalparker. Ingen andre af USA's nationalparker kan byde på en sådan varriation af natur og skønhed som Yellowstone: Bjerge, floder, vandfald, canyons, varme kilder, gejsere - og bisonokser, elge, ulve, hjorte og bjerggeder. Og naturligvis bjørne.

Bjørne set på meeeeget lang afstand - da vi  var på vej ud af parken....!!  :-)




Dårlig internetforbindelse -

                            fortsættes..................

fredag den 11. maj 2012

Fra Colorado til Wyoming


Fra Colorado i midt-vest til Wyoming i nord...

Skulle jeg bo nogen steder i USA skulle det nok være i staten, Colorado. Vi har set mange smukke steder på vores rejse, men Colorado med dens høje bjerge, dens fossende floder, dens ørkenstepper og dens frodige bakker kan noget helt særligt. Bjergene er som en stor legeplads, der om vinteren byder på de flotteste skisportsteder og om sommeren på flotte vandre-/klatreture, mountainbiking og meget mere. Floderne er til riverrafting og kajak-sejlads. Et af de steder vi boede langs Coloradofloden var en lille by, der hed Fruita, som er et meget populært mountainbike-område.


Campinghygge i Fruita
Her mødtes mest unge, men også ældre i tilbagelænet stil om deres fælles interesse - at cykle. Efter en dags mountani-biking mødes folk på Hot Tomato - byens uden tvivl hyggeligste og emget casual pizzeria. Som Jens sagde 'Hva' fanden lavede jeg som 20 årig? Hvorfor var jeg ikke her?!'
Vores vej fra Moab og til Denver gav os scenerier vi aldrig vil glemme. Vejen går langs Colorado-river og på begge sider rejser det ene massive bjerg sig efter det andet. De billeder vi har sat ind her på siden, viser kun en lille smule af den skønhed vi oplevede. Man bliver nødt til at opleve det med egne øjne.



På vores vej kom vi til Glenwood Springs. Oprindeligt et indianer område, hvor folket nød godt af de varme kilder som Moder Natur havde givet området. Men med som så mange andre ressourcefyldte steder i landet kom den hvide mand, og smed indianerne ud af området for at gøre det til sit eget. Med den hvide mand fulgte også det kommercielle og stedet blev omdannet til kurbad for den rige amerikaner. I dag er stedet et skisportssted om vinteren og kurbadet åbent for alle. Området byder resten af året på nogle af de ovennævnte aktiviteter og vi fik da også vandret og Aske og Jens besteg et bjerg på Segways!





Inden vi forlod den dejlige lille ski-by, Glenwood Spring, vandrede vi til toppen af et bjerg for at se den smukke højtliggende sø, Hanging Lake. Solen skinnede og temperaturen ramte mindst 25 grader.




En lille Chipmonk (jordegern) bliver fodret fra hånden!

Den smukke sø, Hanging Lake
Søen kunne nåes på ca. 1½ time!  Meget smuk tur op
Sheriffen fra den nærliggende by, Garfield, holdt på p-pladsen for foden af bjerget
Frida "ringer" hjem til veninderne


Efter at have vandret til Hanging Lake fortsatte turen som planlagt, til Denver. Hovedstaden i Colorado. Vi havde den store fornøjelse at møde nogle fantastisk søde og imødekommende mennesker på Den Dominikanske Republik. De boede i Denver og inviterede os til at overnatte på vores tur rundt i USA. Dette tilbud tog vi imod, hvorfor vi kørte dertil.

Det skulle vise sig, at blive en vejrmæssig, meget fin oplevelse!  Vi forlod Glenwood Spring, som ligger 350 km fra Denver i strålende solskin. Ca. 1½ times kørsel senere skulle vi passere et bjergpas i 4 kilometers højde i rasende snestorm!!!!




 Men vi nåede frem til vores bestemmelsessted, hos ægteparret, Jean & Thomas Espeland (Hans forfædre stammede fra Norge) samt datteren Megan.





Et gruppebilled af os og familien i Denver, umiddelbart før afgang derfra! 
Et par dejlige dage i Denver med massere af engelsk-snak og rent tøj i tasken ;-) Der er utroligt, hvordan fremmede mennesker på så kort kan blive ens venner. De fik os til at føle os hjemme i deres dejlige hus og vi inviterede dem selvfølgelig til Danmark, hvis de skulle få lyst til at  se deres forfædres land.

Turen fra Denver og nord på mod Wyoming skulle vise sig at starte ud med at være en smule kedelig, landskabsmæssigt. Store dele af staten Wyoming, består af fladt landbrugssamfund, lettere afsvedet af den stærke sol!  Men efter mange timers kørsel, nåede vi byen Buffelo i nord og kunne parkere autocamperen på en lille og temmelig trist 'campinplads'. Men en fin tipi gav børnene lidt at lave..


Efter at have overnattet i Buffelo mhp. at fortsætte mod bestemmelsesstedet Yellow Stone National Park, som ligger i det nordøstlige hjørne af staten, kunne man skimte de smukke sneklædte bjerge i det fjerne, Bjerge som vi senere passerede.






Dejlige vandreture i 3000 meters højde. Vi fik her mulighed for, at kaste lidt med sne også :-)

Landskabet i den nordlige del af denne stat, Wyoming, minder meget om det landskab alle så ofte har set på naturfilm fra Canada!  Her er utrolig smukt.

Lige nu befinder vi os i en lille cowboyby, Cody, 50 miles fra Yellow Stone. I morgen fredag kører vi der til. Det bliver en rigtig fin oplevelse. Yellow Stone er det ældste naturreservat i USA. Her bliver der med sikkerhed mulighed for at se bjørne, elge, ulve, osv. Derudover er det det sted i verden med den største koncentration af geysere!!

Vi ses på den anden side af Yellow Stone, på vej videre mod Vancouver i Canada!!!  og til sidst Seattle - 44 dage i motorhome vil derefter være slut!!!!!!

torsdag den 3. maj 2012

Arches National park, Utah, onsdag d. 2. maj
Denne nationalpark har vi brugt hele dagen på at være i. Det er den smukkeste naturoplevelse jeg nogensinde har haft. Disse buede klippeformationer er set andre steder i verden, men på ingen måde i samme omfang som her i Utah. Ud over de buede formationer, er der lige så mange opretstående formationer.

Alle tre børn har gennemgået en masse opgaver i denne nationalpark og i Mesa Verde Nationalpark, som betyder, at de er blevet "uddannet" Junior Rangere :-)

En rigtig fin måde, at motivere børnene på - og lærerigt naturligvis.


Se lige disse billeder!










Vi køre videre mod Denver, torsdag morgen. Fra nu af rammer vi bjergene - rigtige bjerge med spidse tinder med sne på, Colorado Mountains...